Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole

Fra vuggestue til børnehave

Det er en stor ting for jeres barn at skulle starte i børnehave, selvom det er i samme hus. Vi vil gerne gøre overgangen så glidende og naturlig for jeres barn som muligt, og derfor laver vi en aftale med den stue, jeres barn skal gå på i børnehaven, om at komme på besøg. Det gør vi cirka en måned før, jeres barn skal starte i børnehaven. Besøgene foregår jævnligt i løbet af den sidste måned, og formålet er, at jeres barn langsomt knytter bånd til de nye kammerater og den voksne, som bliver jeres barns nye primære pædagog.

Jeres barns nye pædagog kommer også på besøg i vuggestuen og inviterer så jeres barn med over i børnehaven. Måske sammen med nogle af kammeraterne. Når jeres barn er på besøg i børnehaven, deltager det typisk i de aktiviteter, der er i gang, og nogle gange spiser det også frokost sammen med sin nye stue.

Inden jeres barn starter i børnehaven, inviterer vi til en samtale, hvor både en pædagog fra vuggestuen og børnehaven deltager - og selvfølgelig også I som forældre. Vi vil nemlig gerne sikre, at børnehaven kender jeres barn så godt som muligt.

Vi holder en lille afskedsfest i vuggestuen den sidste dag, inden det skal starte i børnehave.

Fra børnehave til skole

I Topstykket har vi et tæt samarbejde med Sluseholmen Skole og Skolen i Sydhavnen. Det betyder, at vi besøger skolen 1-2 gange, før børnene starter i skolen. Når vi er på besøg, leger vi på legepladsen, og vi kommer ind i klasseværelserne og hilser på børn og voksne. På den måde kan børnene se, hvor de skal hen, og få et indtryk af, hvad det vil sige at gå i skolen.

Derudover er vi med i et fælles skolekuffert-projekt, hvor børnene lærer rim, remser og sanglege, som de også bruger i skolen. Det er nemlig rart for børnene, at der er noget, de kender, når de starter et nyt sted.

I Topstykket har vi en elefant. Det er Topstykkets førskolegruppe, som sammensat af børn fra alle vores børnehavegrupper. Gruppen mødes en gang om ugen fra klokken 09:30 til klokken 12. Her leger vi, laver små projekter og går på ture sammen. Børn i elefantgruppen skal have en madpakke med, en drikkedunk og en lille turtaske, og vi spiser frokost sammen i vores egen lille elefantgruppe.

Formålet med vores førskolegruppe er ikke at lære bogstaver og tal, men at forberede børnene på at indgå i nye og større fællesskaber og at vise dem og fortælle dem noget om, hvordan det er at gå i skole.